06-07-2010 Tobakken støtter Togo
Det esbjergensiske spillested har valgt at give en krone per solgt billet hele 2010 til Esbjerg UNICEF By. Tobakken lukker omkring 40.000 gennem billetslusen hvert år.
Èn krone per solgt billet i 2010. Det er den gavmilde håndsrækning Tobakken netop har valgt at give skolebørnene i Togo
Ifølge Tobakkens leder Jan Mols Poulsen ender triptælleren i billetapparatet sædvanligvis på omkring 40.000 solgte billetter, og det er der også udsigt til i år. Dermed er Tobakkens bidrag til Esbjerg UNICEF By det største enkeltstående bidrag indtil videre.
Alligevel var det ikke en svær beslutning at træffe. Det fortæller formanden for Tobakkens bestyrelse René Madsen.
- Tobakken nyder stor opbakning lokalt. Rigtig mange esbjergensere gør hvert år brug af vores tilbud, så det er helt naturligt, at vi giver igen, når byen samles om et fælles projekt, siger René Madsen, der udover sin formandspost også er udnævnt som en af UNICEF-projektets lokale ambassadører.
René Madsen fremhæver også indsamlingens formål, når han skal begrunde Tobakkens støtteerklæring.
- Togo er et af verdens fattigste lande, og vi ved, at uddannelse er en af de eneste veje ud af fattigdom. Projektet her giver både børnene en god skolegang, rent vand og mad hver dag, så koncentrationen ikke falder. Det vil vi selvfølgelig gerne støtte.
Glæde på rådhuset
Konsulent Villy Grøn fra Esbjerg Kommunes UNICEF-gruppe modtager Tobakkens beslutning med glæde.
- Jeg er ovenud glad. Det her er et gennembrud for indsamlingen. Det er flot, at Tobakken melder sig så markant på banen.
Med godt 300.000 i kassen det første halve år, skal indsamlingen op i et højere gear, hvis målsætningen om fem skoler eller godt 1,3 millioner kroner skal nås. Villy Grøn er da heller ikke bleg for at indrømme, at Tobakkens donation giver optimistiske tanker a la konen med æggene.
- Jeg håber, selvfølgelig, at flere vil følge Tobakkens flotte eksempel. Flere af vores ambassadører er på vej med større arrangementer efter sommerferien, så jeg er sikker på, at æggene nok skal blive i kurven.
|